Fin tilslutning til støtteforeningens nattergaletur

30 mødte op lørdag aften kl. 22, hvor Orions Planetariums Venner gik på jagt efter nattergalen ved Jels Nedersø på en nærmest perfekt sommeraften. Gåturen gik ad Planetstien, og da først lyset svandt og de fleste andre fugle tav, fik de tålmodige fuglejægere nattergalen at høre. Faktisk var der mere end en. Om nattergalene konkurerede om pladsen er ikke til at sige, men 200 meter var der 3 lystige sangere. På turen tilbage trak skyerne sammen, og selvom de fremmødte trak tiden ud med hjemmebag og kaffe, lykkedes det ikke at få en skyfri aftenhimmel til stjernekiggeri. Inden skyerne lukkede helt sammen blev det dog til et glimt af Jupiter på den vestlige himmel og den klare stjerne Vega, der er det ene hjørne i Sommertrekanten. jelsnattergaletur

Orion Planetariums Venner takker alle for fremmødet!